Ja, her er så min Top10 over kristne cd'er som jeg har i min samling. Hvis du vil læse Simons knap så gode liste, så kan du gøre det
her
Men her kommer så min liste:
Top10:
1: Supertones: Loud And Clear
2: Supertones: Supertones Strike Back
3: Audio Adrenaline: Bloom
4: Switchfoot: Learning To Breathe
5: Relient K: The Anatomy Of The Tongue In Cheek
6: Grammatrain: Lonely House
7: Third Day: Time
8: Bleach: Static
9: Petra: Come And Join Us
10: Relient K: Relient K
Boblere:
PFR: Disappear
PAX217: Twoseventeen
Seven Day Jesus: Seven Day Jesus
Ja, sådan ser den altså ud. Det jeg har vurderet efter er primært holdbarhed, dvs de cd'er som man kan tage frem igen og igen og stadig synes er rigtig fede. Dette her er nok ikke den endegyldige liste, der kan jo altid komme nye kandidater ind, eller der kan ske forskydninger på listen.
1: En rigtig fed cd, virkelig stærke tekster, der ligges ikke fingre imellem fra Matt Morginsky's side her, folk får sandheden at høre, sådan som det altid sker når det er Matt Morginsky der fører pennen. Også den mest "rockede", eller skulle jeg sige "ska'ede" af alle Supertones cd'erne og det er jo absolut heller ikke en dårlig ting!!! Det hænger nok sammen med at Supertones har fået ny guitarist, den tredje af slagsen. Hvis man skal fremhæve et specielt nummer, må det blive "Return Of The Revolution", hvor den ikke får for lidt, hverken musisk eller lyrisk!!!
2: Også en rigtig dejlig cd! Dejlig melodiske sange, som ikke er så rockede, men bare lyder ustyrligt seje alligevel. Min første Supertones cd, nummeret "Resolution" var det første nummer jeg hørte (tak til Thai for at introducere mig for Supertones) og straks da jeg havde hørt det nummer, vidste jeg bare at jeg måtte høre mere! Alle sangene på denne cd har bare den geniale lyd, som gør at de er fede og bare holder i længden! På denne cd er det tydeligt med blæserne, de giver ligesom musikken en ekstra dimension. Man skulle ikke umiddelbart tro det, men rock og blæsere passer faktisk utrolig godt sammen. Også tekstmæssigt en rigtig god cd, mange tekster som "rammer" og får en til at tænke! skønt!!!
3: En rigtig klassiker! Så enkelt kan det siges. Den første Audio A cd jeg fik, og hvilken en! Dejlige melodiske sange, som man ikke kan undgå at blive i godt humør af! Men sådan er det jo generelt med Audio Adrenaline! Rytmisk er det især det glimrende bass-spil fra Will McGinniss, som man ligger mærke til, virkelig fedt, hans bass er den der er grundstenen på cd'en! Men også Barry Blairs guitarspil skal have ros, Audio A kom til at lyde anderledes efter at han forlod dem. Ikke at de kom til at lyde dårligere, Tyler Burkum kan så sandelig også spille guitar, men Barry Blair kunne altså det der med at spille dejlig melodisk, men samtidig også rocket! Fedt!!!
4: Switchfoot's bedste cd! Så enkelt kan det siges! Også en cd som man heller ikke kan undgå at blive i godt humør af, og jeg kan heller ikke lade være med at skrue helt op og bare skråle med! Skønt!!! Sangene er alle geniale, det er svært at vælge en som skiller sig ud fra de andre som værende bedre, alle har genial lyd og tekster, som det kræver at man læser et par gange før man fatter helt. Absolut ikke en dårlig ting!!!
5: Relient K's andet album, hvor de lyder bedre end på deres første album. De har for alvor fået lidt mere punk-lyd på de fleste af sangene, hurra for det! De fleste af teksterne er ganske gode og eftertænksomme, minder sine steder faktisk lidt om Matt Morginsky's tekster, hvilket absolut ikk er dårligt!!! Dog er der også nogle sjove tekster, som ikke har noget med kristendom at gøre, men bare er spøjse og sjove. En ret sjov idé, dog skal der helst ikke være en overvægt af de ikke-kristne tekster, og det er der heller ikke, så det er bare dejligt!!! Som eksempler kan nævnes "Down In Flames" som virkelig er en tankevækkende sang, "For The Moments I Feel Faint" som er en dejlig lovsang. Som eksempel på en "sjov" sang har vi "Sadie Hawkins Dance", som handler om det med at det altid er pigerne der altid inviterer inviterer drengene ud (hmm, tingene er åbenbart lidt anderledes "over there".......).
6: Så er vi ovre i den hårde ende af skalaen. Med Pete Stewart på vokal og guitar (hvor kan den mand dog spille guitar.... mums!!!), er lagt op til en hård gang rock, og det Grammatrain lever til fulde op til det! Men vi skal ikke give Pete Stewart hele æren for Grammatrain. Uden brødrene Roraback som en geniale rytmelæggere, på hhv bas og tromme, så var Grammatrain ikke så meget. En cd som er rigtig godt musikalsk skruet sammen, og så må vi jo ikke glemme Pete Stewarts overordentlig seje stemme, efter min mening en af de fedeste indenfor den kristne musik!!! Hans stemme passer bare på en eller andet måde ufattelig godt sammen med musikken. Også Grammatrains anden cd, "Flying" er absolut nærmere bekendtskab værd. Her er stilen dæmpet en lille smule, men det er stadig væk hård rock og det lyder stadig ganske fedt!! Ærgeligt at Grammatrain ikke findes mere, godt nok har Pete Stewart både udgivet soloalbum og han er jo også ankermand i Tait, men de er ikke nær så rockede, som Grammatrain. Desværre, for der er ikke mange der slå Grammatrain på en god dag!! Til sidst skal lige siges: Grammatrain: Lonely House, skal selvfølgelig høres med temmelig høj volumen, så lyder den lige en lille smule bedre!!!!
7: Stille og rolig, sådan! Third Day når de er bedst, dejlig melodisk, uden de store dikkedarer, bare dejlig tilbagelænet rock. Teksterne er lidt lovsangsprægede, hvilket er godt nok, men man savner lidt Matt Morginskys skarphed, men alle kan jo ikke være ligesom ham... (wish....)
Cd'en bliver dog lidt kedelig hvis man har lyst til noget mere rocket, er absolut bedst når man lige er tændt på noget stille og dejligt afslappende musik
8: Typisk Bleach!!! Bleach når de er bedst, med vægt lagt på sammenspillet mellem tromme og bas. Mange af numrene starter med noget tromme og bas, hvorefter der kommer guitar på. Dejlig sumpet musik, som altid er fedt til at sidde at headbange lidt til. Tekstmæssigt ikke helt i top, teksterne mangler lige lidt dybde, er ikke helt så gode som på efterfølgeren, nemlig deres selftitled. Men efterfølgeren har til gengæld ikke helt den samme lyd, det er stadig bleach, men der er sket lidt udskiftning blandt medlemmerne, bl.a. er Russ Fox fra Seven Day Jesus kommet med og det kan man godt høre på lyden. Men Static har altså bare den der sumpede lyd, som bare er fed, så respekt til dem!
9: En Klassiker! Næsten det første Petra album, kun lige overgået af deres selftitled. Dejlige sange, lidt bluesagtige, og nogle gange nogle spøjse lydeffekter, f.eks. i nummeret: "Woman Don't You Know" Og så har den jo rock sangen over dem alle: "God Gave Rock And Roll To You". Ganske simpelt hen en slags forsvar for at man altså godt kan være kristen, selvom om man spiller rockmusik. En selvfølge idag, men det var det absolut ikke for 25 år siden.
10: Relient K's debut cd. Minder en del om deres anden cd, men er lige knap så skarp, både musikalsk og tekstmæssigt, men stadig en ganske fed cd! Har den samme blanding af alvorlige tekster og sjove tekster, ganske fedt! Udover det så er der ikke så meget at sige, at denne cd nok i mine øjne må se sig lidt slået af sin efterfølger, men det skal ikke afholde mig fra at anbefale den alligevel!
Boblere:
PFR: Disappear: En ganske habil cd, som markerer at PFR er kommet tilbage. Hvis man er fan af de gamle cd'er PFR lavede, vil man absolut ikke blive skuffet! Stilen er blevet mere rocket, og er absolut ikke pop! (som Refleks mente, shame on you!!!) De er stadig ligeså melodiske, som de altid har været, så intet ændret der.
PAX217: Twoseventeen: En også ganske udmærket cd, som er meget original i sit udtryk! Mange stilarter er blandet sammen, men uden at det kommer til at lyde mudret af den grund. Mangler dog lige det sidste skub for at komme ind på listen. Svært at forklare hvorfor den ikke er med på listen, men et eller andet mangler den bare et eller andet, uden jeg dog kan sige hvad det er. Men er dog sammen med PFR: Disapper en cd som man ikke skal blive overrasket over at finde længere oppe af listen med tiden.
Det var så min liste, nogen vil nok savne nogle artister på den, men sådan er folks smag jo forskellig. Som tidligere sagt, så er dette absolut ikke den endelige liste, jeg tror, og håber, at der kommer nye cd'er som kan rykke lidt rundt på tingene. Og efterhånden som tiden går vil der nok også være en cd eller to som viser sig ikke at have den holdbarhed der kræves for at være med på en top10 liste gennem længere tid. F.eks. kan jeg godt nævne et par bands, som jeg har holdt af, men som desværre viste sig ikke at være holdbare i længden. Jeg har hørt Seven Day Jesus' selftitled rigtig meget, den er da stadig en udmærket cd, men er ikke helt oppe at ringe, som den var for nogle år siden. Newsboys er også et band som jeg helt har droppet, de siger mig ikke noget mere. Det samme med Jerusalem, de bliver aldrig helt fede igen, tror jeg da ikke, men man skal vel aldrig afvise det helt. Mange undrede sig nok over at DC Talk slet ikke var repræsenteret på listen, og jeg må tilstå at jeg egentlig også er lidt forundret. Men jeg har ikke hørt cd'en de sidste par år, så derfor er der ikke plads til den på en top10. Alligevel er det jo en lidt speciel cd, da det nok er den kristne rock cd, som der er flest der kender. Og af den grund er den nok en klassisker et eller andet sted, og man skal jo nok komme til at høre den mange steder i fremtiden, da det er en cd som alle godt kan lide at høre. Og til sidst må jeg vel også nævne Petra. Jeg har alle de albums Petra har udgivet, 20 i alt, og jeg køber altid nye Petra cd'er og det vil jeg sandsynligvis fortsætte med, om ikke andet så bare for at have en komplet samling. Men man må desværre nok indse at tiden er udløbet for Petra, deres 80'er rock siger mig ikke rigtig noget mere, det eneste som er fedt er deres 4 første cd'er, hvor af en af dem, nemlig "Come And Join Us", da også er repræsenteret på top10 listen. Sådan kan tingene jo ændre sig med tiden, og det er vel egentlig godt nok!
